Forside Instruks til forfattere Forberedelse til lægebesøg Kontakt Nyhedsbrev Præsentation Links
    
  » Testikelkræft » Patientberetninger » Beretning 1




Print side   Tilføj til favoriter   E-mail side 

Fortælleren er en mand på 39 år

Fortælleren har valgt at berette sin sygehistorie som en fortælling med ham selv som hovedpersonen "han" og Anker.
Han satte sig til computeren for han vidste ikke hvilken gang. Så på kaffepletten fra om formiddagen, hvor han havde spildt den, da han tændte for computeren. Han havde kort forinden lavet kaffen, med henblik på at lade sin kreativitet få frit løb i den tro at hyggelig kaffedrikning kan virke stimulerende på kreativiteten. Han skulle skrive, nu skulle det være. Legesyg meningsløshed havde det ikke altid været, men det skulle det være. Hvad ellers? Der er jo ingen anden mening end meningsløsheden. Vrøvl og atter vrøvl, men hvorfor. Ikke for noget overhovedet. Se det er smukt.

Han fik det klaret i løbet af en lille time. Trak tiden ud, det skulle være en ordentlig ladning. Han havde ikke haft udløsning siden fredag. Nu var det mandag. Konen og børnene var gået i gården. Han havde en time, det havde de aftalt, men skulle også nå at komme på Riget til den aftalte tid, nemlig klokken 11.30. Klokken blev 10.30 før de kom ud af døren, og han fik tændt for computeren. Og nu lå kaffepletten dér, og mindede ham om episoden og poesien.

Han har ikke fået det konstateret 100%, men sandsynligheden er stor for at han har cancer i højre testikkel, måske også venstre. Var på riget og aflevere en portion sæd. Skal ind med endnu en portion i morgen tidlig inden han skal indlægges på Frederiksberg Hospital 8.30. Onsdag skal han opereres. Med narkose. Det har han aldrig prøvet før. Han har let til næseblod, det skal han huske at fortælle, for sæt han får næseblod midt i det hele, og drukner i sit eget blod. Det ville fandeme være for utjekket. Og hver gang lægerne spurgte ham om han havde fejlet noget før eller kunne komme i tanke om noget usædvanligt, tænkte han sig om mens han så på lægen, op i luften ligesom for at hente noget dér, tilbage på lægen, og rystede langsomt på hovedet. Næseblodet var en mulighed, og i dag havde han også nævnt den, men ellers havde han stort set ikke haft noget. Jo, en lungebetændelse sidste sommer, men ellers ikke. Han havde det åbenbart med at blive syg i sommerferien. Fandens til måde at tilbringe sin sommerferie på.

Beskeden var svær at sluge. Familien var lige kommet hjem fra en dejlig sommerferie, cykeltur på Samsø og en tur i Himmerland hos hans mor. Da de lå på Ballen camping på Samsø skulle han hjem en dag til København til undersøgelse. Lige før ferien blev han ultralydsscannet, og det så ikke godt ud. Det gik hurtigt med indkaldelse til undersøgelse på Frederiksberg Hospital. Her fik han besked om at det sandsynligvis var cancer, men at overlevelsesgraden er skyhøj ved denne form for cancer. Han satte pris på klar besked, det var meget professionelt af lægen. Og han begyndte ikke at komme ind på statistik og procenter, men menneskeliggjorde i stedet situationen ved at sætte ord på. Allerede ved samme lejlighed fik han en tid til operation. Det var midt i ferien, men heldigvis var det ikke noget problem at få udskudt operationen til ugen efter ferien.

De havde nydt ferien. Vejret havde ikke været så godt siden han vidste ikke hvornår. Det var længe siden. Og så havde de oven i købet tanker om at slå sig ned på Samsø, hvilket var med til at holde ham oppe. Der var så skønt på Samsø. De fantaserede om, hvad de kunne lave der. Der var mange fordele, men hvad skulle de leve af? Hvad skulle de arbejde med. Hvis hun kunne finde en stilling i kommunen, så kunne han måske lave sit eget. Et eller andet med at være sin egen herre. Der var mange muligheder, men ofte tænkte de, at det måske var et anfald af sommerdelirium. Dog havde de talt om at flytte før. Sådan rundt regnet i et års tid. Så nu fik den ikke for lidt. Måske blev han i virkeligheden holdt lidt oppe af denne flirt.

Han slog op i Weekend Avisens bogtillæg Bøger. Sider i køkkenet som så ofte før. Han læser en del, men ikke nok, synes han. Men kunne han for fanden da bare skrive lidt i stedet, eller som en del at læsningen. Han havde ofte tænkt på at det skulle være den vej det skulle gå, men han kunne ikke tage sig sammen til at skrive. Det var igen en af de dag. Han havde det ellers godt, når han endelig fik skrevet noget. At få noget fra hånden giver en dejlig form for fornemmelse. Han skrev lidt dagbog indimellem, det var det. Ikke at kimse ad, for han skrev en del om sine børn, og når han en gang i mellem kiggede i notaterne fik han en varm fornemmelse, og kunne som regel genkalde sig billeder og stemninger. Det var som regel temmelig melankolsk, for han tænkte meget på at livet er så flygtigt. Og det er jo rigtigt. Men så lev det da for fanden. Gør noget, sagde han ofte til sig selv, men det blev aldrig rigtigt til noget.

I Weekend Avisen læste han – Riften om Villy Sørensen ... Kulturradikal, utopist – meget er Villy Sørensen blevet beskyldt for, men det holder ikke.

Tænk sig at være ombejlet i den grad. Anker var aldrig blevet beskyldt for noget, udover at stjæle chokolade i Irma engang da han var dreng, og den holder. Han havde neglet meget chokolade, specielt nougat var han glad for. Men Villy, en intellektuel, som mange åndeligt oplyste i eget billede beskyldte for det ene eller tog i forsvar for det andet.

Hvis nu bare han kunne skrive en side om dagen! Det ville i løbet af et år – minus ferie, helligdage og sygdom blive til omkring 200 sider +/-! Ikke dårligt. Bedre end at punke sig selv for ikke at få skrevet noget overhovedet.

På midteropslaget i Bøgerne læser han: Touren til Skagen af Poul Pilgaard Johnsen. Om en tur til Skagen med Jørgen Leth og Pouls veninde fotografen Suste Bonnén. Jørgen er lidt smådeprimeret, men ser ud til at live op i det nordjyske. De kører i Jaguar selvom de ingen penge har og Suste tager billeder af den tidligere direktør for Danske Bank, Peter Sædelin. De bor på Klitgården, går til cocktailparty med de rige fra Hellerup, det er uge 29 – Hellerupugen i Gl. Skagen.

Hans mor havde også lige været i Gl. Skagen. Hun havde selv samlet en sten op på stranden i det hvide bløde sand, og taget den med hjem i sin lomme. På den havde hun skrevet med sort tusch: Gl. Skagen 2006, og nu lå den i hendes have sammen med sten fra de andre år. De fleste stod der Skagen på, men nogle få Gl. Skagen.

Skulle han skrive som Jørgen Leth? Kort og præcist. Ingen dikkedarer, og med pauser, det havde han læst og set i Berthelsen, at Jørgen Leth var kendt for.

Jeg tror han tænkte på Jørgen Leth, fordi han vist også havde haft cancer i testiklerne.

Det var med stor sandsynlighed hvad han selv havde. Om to dage ville han vide det med sikkerhed. Efter operationen.

Han gik ud i køkkenet. Anette var kommet hjem.Han slog op i FOF bladet, der lige var kommet med posten. Samsø stod der foran ham. Spøjst. Var der en mening med det? Han troede inderst inde ikke på det med mening i tingene, men så alligevel engang imellem slog det ham, at der var mange spøjse sammentræf. En parallel verden måske?

Hvad skulle han starte med? Når man starter noget så vigtigt som en roman, må man vel have en god, ordentlig, han vidste ikke hvad, start. Det er lige med at komme i gang. Han gik ind til bogreolen og tog en Mankell roman ud af hylden.

LIDT OVER FEM hørte regnen op.

Manden, der sad på hug ved den tykke træstamme ... Det var Det Næste Skridt – en sag for kriminalkommisær Wallander han havde grebet fat i. Sådan! tænkte Anker. Sådan skal en krimi startes. Han havde læst mange. Han kunne godt lide krimier. Krimier er enkle i sin opbygning, der er en forbrydelse i starten og altid en opklaring i slutningen. Der er altid den der, hvem gjorde det og hvorfor drivkraft uanset om der er blevet begået et mord eller anden forbrydelse. Og så vinder det gode som regel over det onde, der er orden og retfærdighed til i krimien. Han havde ofte tænkt på at skrive en, men det var som sædvanligt ikke blevet til noget. Der skulle alligevel meget til for at holde styr på personerne og handlingerne i en krimi, det virkede uoverkommeligt, og der er skrevet tusinder af krimier i forvejen.

Christian Grøndahl er vild med Jørgen Leths seneste digtsamling.

”Du indrammer det med din fremmedhed. Det er stramt og løst på samme tid. For hvis det er strammet for meget ind, begynder det jo at sprække,” siger han i artiklen.

”Det er rigtigt,” siger Jørgen. ”Det er en god digtbog. Det er det altså. Det synes jeg.”

Anker tænker at dialogen virker banal, men det er jo sådan det er, når man har nået den alder og er i godt selskab, tænker Anker. Man behøver ikke at forstille sig, lyde klog, for man har bevist at man kan.

Han slap ud af hospitalet da de havde stillet en masse spørgsmål. Det var først i morgen han skulle opereres, og der var ingen grund til at han skulle blive. Pyha, som at få en dag sendt fra himlen man ikke havde regnet med. Hvad skulle han lave. Hjem til sine børn og kone. Først og fremmest. Købe laks på vejen hjem til et stykke ristet brød, som da Anette og han havde spist i rigelige mængder af med kølig hvidvin, i den første spæde romantiske start, hvor så meget er usagt endnu.

Da han havde spist kørte de til Hellerup strand og tog en dukkert. Ikke ham, han kunne huske sidste sommer, hvor han havde raget en lungebetændelse til sig.

Herefter kørte han dem ud til Lisbeth, en af Anettes veninder der også har to piger. Han selv kørte på vejen hjem i Irma på Tagensvej og købte chokolade is fra dessertcirkus. Det var hvad han ville, men han købte også italiensk chokolade, medaljoner og nye Samsø Kartofler.

Da han stod ud af bilen på parkeringspladsen bag Irma, vendte han sig brat om og så at der med graffiti bogstaver stod cancer på muren lige foran ham. Et lille chok gik gennem ham. Var det tilfældigt eller igen noget fra den parralle verden han så ofte havde haft på fornemmelsen eksisterede? Han havde haft den samme oplevelse kort forinden på deres sommerferie, hvor de havde været i Lønstrup og besøgt Mårup Kirke. Dan han gik alene rundt på den gamle kirkegård en sen aften, vendte han sig brat om og så en gravsten, hvor der stod ”Farvel kære Mathilde”. Der var også gået et gys igennem ham. Begge gange havde han haft et eller andet på fornemmelsen og havde derfor vendt sig. Mystisk. Måske var han ved at blive tosset. Måske var det ren indbildning eller skærpet opmærksomhed pga. omstændighederne?

Han spiste isen da han kom hjem mens han så Hjemmeservice om kvalitets mad. Senere samme aften spiste han to medaljoner med salat og lækre sprøde Samsø kartofler. Lagt i kogende vand i 10 minutter. Som Anette havde sagt de skulle koges på deres ferie.

Nu sad han så foran computeren igen. Skulle det være en krimi? Nej, ikke denne gang. Der var for meget i hans liv der var underligt og spøjs t, at der ville være ånsvagt ikke at bruge det. Som da han skulle til undersøgelse første gang på Frederiksberg Hospital, og tog hjem fra Samsø, og til sin skræk havde fundet ud af, at han ingen rene underbukser havde, og inge penge til at købe nogle, og ingen tid til alternativer, som f.eks. at opspore en han kunne låne penge af. Det var endt med at han havde fundet et par rimeligt lugtfri underbukser i snavsetøjskurven og det var gået.

Men var det noget at skrive en roman om? Hvad fanden, i disse tider skrev folk om hvad som helst og det meste af det mindede ham om sure underbukser og den der med at sætte sit snavsetøj til skue. Så hvorfor ikke!

Telefonen ringede. Takket være nummerviseren kunne han se hvem det var, og tog den ikke. To minutter efter ringede den igen. Det var ikke den samme, men han tog den stadig ikke. Den havde ikke ringet hele dagen, og nu ringede den med to minutters mellemrum. På vej tilbage fra køkkenet hvor den trådløse lå tog han sig et stykke italiensk chokolade og huskede at sætte mobilen over til opladning. De havde glemt opladeren hos hans mor, men han havde fundet en anden i en boks gemt væk på arbejdsværelset.

Han skulle ind og se Den Tredje Mand, og lavede sig en kop nescafé. Tog en portion chokoladeis fra Dessertcirkus, som han kort forinden havde købt i Irma på Tagensvej – hans favorit Irma, det var nemlig smart i København at have sin favorit Irma, sin favorit slagter (hans var på Fælledvej), Magasin og ISO var også inde i varmen, jo, at definere sig selv ud fra disse butikker og derefter spejle sig i vennerne var temmelig brugt - samt en øl fra Fur Bryghus, 6 medaljoner og 3 plader italiensk chokolade.

Nå, men der sad han med sin is og tændte for TV'et. Mik Schack tonede frem, og Anker blev hængende. Var ved at være træt af ham, syntes han kørte lidt i samme rille, men på den anden side var han en af de eneste, der kæmpede sin kamp for bedre kvalitet i fedevarerne. Derfor blev han hængende, mente han i al fald selv. Men måske var det også fordi Den Tredje Mand var for lang og krævende. Han havde jo mistet sin interesse for fim for lang tid siden, magien var simpelt hen forsvundet, der var ikke noget odiøst i det. Men lige præcis Den Tredje Mand bildte han sig ind var hans yndlingsfilm.

Da Mik Schack var færdig, var isbøtten tom. Anker havde fortærret en liter is, som i hans unge dage, hvor han af og til kunne gå amok med en liter is. Og hvad nu? Skulle han gå ind til computeren og starte den historie?

Anker gik ud i køkkenet. Satte samsøkartoflerne over, og begyndte at lave salat. Herefter stegte han medaljonerne, knappede Fur øllen op og satte sig til bords. Øllen og stemningen var god. Han havde det som om at det var hans sidste måltid. Fantaserede om hvordan det måtte være, at være dødsdømt og spise det sidste måltid. Medaljonerne var ikke specielt møre. Det havde de for resten været ude for før med Irmas medaljoner. Hvorfor havde han ikke købt dem hos slagteren på Fælledvej? Men øllen var god. Han havde ikke en døjt forstand på øl, selvom han selvfølgelig lod som om, når han var ude på de nye bryghuse, men han synes nu alligevel at denne var god. Godt skum, fyldig med lidt lakridssmag og måske en eller anden frugt, æble? Jo, det var selvfølgelig ikke kun smagen, men teksturen og fyldigheden. Ha, det lød vel nok smart.

Isen var røget, så han spiste noget af den italienske chokolade til dessert. Det var godt med et forholdsvis ordentligt måltid inden det gik løs med operationen. Ja, det var i grunden altid godt med et ordentligt måltid, og han ville ønske de som familie var bedre til at tilberede ordentlig mad. Men han undskyldte med mangel på tid som altid, og det ville nok ikke blive bedre. Og så alligevel, men det ville nok kræve en større omlægning af deres liv. De havde jo snakket om at flytte til Samsø, og det store mantra ud af mange selvfølgelig, var TID. Er der noget der er dyrbart her i livet er det tid. Det havde Anker altid holdt sig til, men det var som om den ene dag havde taget den anden, og nu var der ikke tid i hverdagen. Nu var det en kamp for at få alle planer og gøremål til at gå op i hverdagen, og efterhånden også i weekenden. At flytte til Samsø, skulle indebærer at leve billigere og sundere, og have tid med familien, vennerne og sig selv. Han drømte om sund mad, ro – både mentalt og fysisk, og mest af alt en mindre splittet hverdag.

Den italienske is smagte ham. Specielt den hvide, som han desværre kun havde købt en af. Han havde købt to mørke, som også var okay, men han ærgrede sig lidt over at han ikke købte to af den hvide i stedet.

I morgen tidlig skulle han opereres. Dette var med stor sandsynlighed hans sidste dag med to testikler. Der var noget rituelt over måltidet. I realiteten kunne det være hans sidste. Han kunne dø under narkosen – tænkte han. Det var nok ikke sandsynligt, men tanken var der nu alligevel. Anker havde snakket med lægen, Lars, som skulle operere ham, og han virkede rolig og velovervejet. Professionel. Og narkoselægen, Christian, havde han også snakket med. Og sygeplejersken, Marie. De virkede alle rolige og professionelle, og samtidig viste de empati. Anker var rolig ved tanken om selve snitte og operationen. Droppet og narkosen frygtede han, men havde det ellers okay. Men tanken om at det kunne gå galt lå insisterede på at ligge i baghovedet. Sådan var, og sådan blev det.

Hvad fanden skulle den roman handle om? Spørgsmålet var lidt søgt, for egentlig tænkte han kun på operationen og kræften, der sad i ham. Han var intenst fokuseret som aldrig før. Og tanken om at han måtte kunne bruge denne tilstand til at komme videre med den roman slog ham indtil flere gange. Men hvad skulle den handle om og hvordan skulle den starte? Jo, det skulle jo være en krimi, en samfundskritisk krimi som Sjöwahl og Wahlö. Krimiplottet skulle blot være en bøjle til at hænge alt det der var inde i Anker på. Alt det kreative, som han vidste var der, han kunne mærke det, hver dag og havde brug for at komme ud med det. Få forløsning. Bygge noget op. Arbejde med problemer. Men han gik aik altid i stå. Måske fordi han tænkte for meget og skrev for lidt! Anker havde for nylig læst om en, der sagde at det først er når vi skriver, vi ved hvad vi vil skrive om. Og det var der noget om. Og så dette ”vil”! Hvad ville han skrive? Vil har med vilje at gøre, og viljen har været anskuet og diskuteret siden grækerne, som i øvrigt ikke havde et ord for vilje. Hvad er vilje? Har vi mennesker en fri vilje? Og hvis vi har, hvorfor kunne Anker så ikke beslutte, at nu ville han skrive en roman, og så gøre det?

Anker blev enig med sig selv om, at det var fordi vi mennesker tænker for meget med bevidstheden, og dermed begiver os ind i den ene blindgyde efter den anden.

Han besluttede sig for at skrive, uanset hvad det måtte være der kom ud af tastaturet. Lidt som den hurtigskrivning han havde lært på seminariet, for som så meget andet havde han også prøvet at gå på seminariet. Et halvt år blev det til, men han havde lært om hurtig skrivningen og de forskellige genrer. Og det med genrerne var måske ikke så godt, for Anker følte det som om han straks skulle tænke i nogle forudbestemte anlagte baner, og det havde han det svært med. Han ville skrive en krimi, men måtte efterhånden sande, at han ikke kunne gøre det. Det virkede alt for overvældende på ham, og i øvrigt vidste han ikke om det lå til ham, at skrive. Der var aldrig nogen i hans familie, der havde været forfattere, eller bare skrevet lidt. I Anettes familie havde en præst – missionær - skrevet en bog om sin opvækst og rejse til Indien, og Anker havde endda fået den af sin svigermor. Han havde ikke læst den endnu, men tanken om den fyldte en del. Det lød eksotisk, og bare det at han havde fået gjort det, var i Ankers øjne cool.

Det tænkte Anker på. Han blev enig med sig selv om at det ikke behøvede at være en krimi. Det kunne være hvad som helst. Men hvad skulle kriteriet så være? Han havde sat sig et mål, og det var at skrive en bog, for han havde det faktisk godt når han skrev. Men hvad skulle kriteriet så være for at målet blev opfyldt? Skulle det være et hundrede sider med bogstaver og ord, og så var det det?

Hvorfor overhovedet tænke på det? I denne stund tænkte Anker egentlig heller ikke over det. Han var mere opfyldt af tanker om operationen og alt hvad den indebar af tanker om familien, livet, vennerne.

Anette og børnene kom hjem. De havde været ude hos Lisbeth, Anettes barndomsveninde. Aftalen var blevet lavet dagen forinden, før de vidset Anker kom hjem igen om tirsdagen. Der var ingen grund til at de aflyste den, bare fordi han slap ud igen.

Det var blevet sent og han var klar til at gå i seng. Han kom til at tænke på en analogi til rumfarten og udforskningen af rummet. Hvad skal det gøre godt for? Han vidste det ikke, men en ting lå fast, og det var at der fulgte en masse opdagelser i kølvandet på rejsen til rummet. En masse materialer var blevet opfundet, og kunne bruges kommercielt til våben, sejlskibe og tøj og sko. Måske lå der også nogle svar på vores spørgsmål omkring rummet og universet, men den viden vi har fået mest ud af, er baseret på spørgsmål, der ikke har noget med den viden at gøre, altså følgevirkninger. Livets egentlige mening er en følgevirkning af det levede liv. Sådan kunne han starte sin roman. I virkeligheden havde han også tænkt på, at når dette var overstået ville han sætte sig et mål for, som han kunne fokusere et hunderede procent på, i Ankers tilfælde var en oplagt mulighed at cykle jorden rundt. Han vidste det ville blive svært, fordi han ikke ville kunne undvære børnene, og Anette ville nok heller ikke gå med til det. Sådan en tur ville nok tage omkring 2 år eller mere. Men tanken fascinerede ham, og det var ikke første gang han legede med den. Hvad skal der til, og hvad sker der, hvis han satte sådan et projekt i søen? Jo, det ville være en pendant til rumrejsen. Et enkelt mål ville føre en masse problemer med sig, der skal løses før, efter og undervejs. Spørgsmålet var så, om han kunne finde et lidt mere realiserbart mål? For eksempel at flytte til Samsø og åbne et eller andet, en isbod, en fiskelodge eller et antikvariat. Mulighederne var mange, men de ville koste penge. Og det var her det egentlige plot begyndte. Hvordan kunne Anker skaffe penge til sin drøm. Ja, for fanden. Han kunne lave et kup, eller et eller andet kriminelt, så han kunne skaffe sig penge til sin drøm. Så kunne en kriminalkommisær forfølge sagen, og de kunne begge finde ud af at de lignede hinanden mere end de troede. Det var en mulighed.

Anker gik i seng og sov godt den nat.

Klokken 6.30 ringede mobiltelefonen. Det var alarmen, de havde ikke noget vækkeur. Egentlig plejede han at stå op med det samme, når han skulle på arbejde, men i dag tog han først 10 minutter, og derefter 10 minutter mere. Han kunne skippe morgenmaden, og spise når han kom ud på Frederiksberg Hospital. Nå nej, for fanden! Han måtte jo ikke spise noget, og fra klokken 6 heller ikke drikke noget, så det var bare på med tøjet og få startet bilen. Inden han lukkede døren efter sig, kyssede han Cæcilie og Mathilde og Anette.

Der var ingen trafik. Kort efter sad han på stue 5 seng 1. Over for ham lå to ældre herrer. Den ene, Frydenlund, havde Anker talt med dagen før, han samlede på film, tegneserier og klassisk musik. Nu overvejende på film. Han hed Frydenlund, var 76 år og indlagt med blæresten. Den anden hed Damborg og var ældre. En anden ved siden af i seng 2 var ved at tage tøj på, og forlod senere stuen. Hans tøj lå i skab 1, så Anker lagde sit tøj og sin rygsæk ind i skab 2 efter at han havde tømt rygsækken for bøger og dagbog. ”Den der blinker er bange for døden” af Knud Romer havde han fået to dage forinden af Anette, og bare titlen var meget rammende under omstændighederne, Anker blinkede som ind i helvede. Den anden bog var ”Mårbacka” af Selma Lagerlöf. Dagbogen af en god papirkvalitet uden linjer. Han bevægede sig forholdsvis langsomt, for at trække tiden ud. Nu kunne de snart komme ud fra deres skjul og råbe ”skjult kamera” eller ”du har bestået prøven, du har et rimeligt forhold til døden, du er egnet som spion”. Men der dukkede ingen op, og han lukkede døren til skabet. Der var stille. Klokken omkring 8. Sygeplejersken Marie kom ind på stuen og vækkede Frydenlund og Damborg. Hun kom hen til Anker og smilede. Han spurgte om han måtte sætte sig ud i opholdsstuen og vente, han ville helst trække tiden ud og lade som ingenting ved at side derude. Men der var nogle praktiske ting, der lige skulle ordnes, så han måtte lige vente. Marie så for eksempel efter om Anker var blevet barberet, raseret som hun sagde, tilstrækkeligt mellem benene. Det var han ikke, og hun spurgte om han selv ville gøre det, eller om hun skulle gøre det. Han sagde hurtigt, at det ville han gerne selv, men tanken om at hun skulle gøre det strejfede ham lynhurtigt som tiltalende, men han havde ikke overskud til at sige ja til hende, ville klare sig selv, var simpelt hen nybegynder.

Han satte sig i stolen ved siden af sengen, og begyndte at læse i ”Den der blinker er bange for døden”. Efter planen skulle han på om halvanden time, og kunne lige nå at læse et par kapitler. Der var ingen kapitler i den bog, men han læste og blev begejstret. Ville nyde den i fulde drag, som når vinelskeren nyder sin vin og lader den fylde munden. Klokken 8.30 kørte de af sted med Frydenlund, og om en time ville han blive kørt til opvågning, og Anker kørt af sted til operationsstuen.

Marie kom ind og sagde, at det gik efter planen. Klokken 9.30 kom hun igen, og sagde at der var lidt forsinkelse. Det tog Anker roligt, han var i gang med en spændende bog, og det gjorde ikke ham noget at blive lidt forsinket, Romer skrev godt, og historien var noget ud over det usædvanlige. En historie om at være udenfor som han kunne nikke genkendende til, og så alligevel ikke. Det virkede som om Romer var meget ældre end Anker, men faktisk var han kun 4 år ældre, altså 45 år.

Anker kom til at tænke på den gang han var til undersøgelse første gang den 13. juli på Urologisk afdeling. Han var taget hjem fra Samsø, hvor familien var på cykeltur. Da han endelig sad dér i venteværelset sammen med de andre patienter – mest endels ældre mennesker – som sandsynligvis også havde kræft, fik han den dér følelse af at der ikke var nogen vej tilbage, og han syntes helt ærligt at det var for tidligt i en alder af 41 år. Selvom der var stor sandsynlighed for at han ville komme sig og overleve. Det viste sig senere at testikelkræft typisk rammer unge mennesker mellem 25 og 45, men det vidste han ikke på det tidspunkt, og oplevelsen var skræmmende.

Anker læste videre. Der var ikke så meget andet at gøre, og det var helt okay. Bogen var god. Men tiden gik, og hver gang Marie eller en anden sygeplejerske kom ind på stuen, for han i mindre grad op med et sæt. Han tænkte hver gang at nu var det nu, men det var det ikke. Marie fortalte flere gange at de var forsinket, men hun kunne ikke sige hvornår. Tanken om at dette var en prøve kom til ham igen. Måske ville de snart komme alle sammen og omfavne ham, Anette og børnene, hans mor og søster og hele familien og vennerne. Men det gjorde de naturligvis ikke. Men hele tiden var tanken om, at der var en vej tilbage, han behøvede ikke at blive opereret der. Men så kom Marie og ville give Anker drop med saltvand, for klokken var efterhånden blevet 12, og det frokosttid for de andre patienter. Og Anker havde ikke fået noget siden aftenen før. Han overvejede at spørge om hun ikke kunne vente, han behøvede ikke noget, han var vant til at gå i flere timer uden noget særligt. Faktisk var der mange morgener hvor han slet ikke spiste morgenmad. Han ville helst undgå det drop, for så var der da slet ingen vej tilbage. Men han spurgte ikke, og accepterede.

Som alle de andre, der havde taget blodprøve på ham, havde Marie også svært ved at finde en vene. Hun prøvede først i højre arm, og stak forkert. Det gjorde lidt ondt, men tanken om dette fremmedlegeme i hans blodåre var den værste. Han så aldrig på det. Ville ikke se den ”store” nål. Føj. Hun tog venstre hånd og fandt en egnet vene på indersiden af håndledet. Nu stikker jeg ... denne gang gjorde det ikke så ondt, men det var ikke just behageligt. Og da hun havde sat droppet fast og åbnet for saltvandet, var det som om at nu var der absolut ingen vej tilbage. Og dog. Ville de virkelig være så lede at sætte drop i, før de afslørede sig? Nej, han troede det ikke. Nu var han sikker på at det her var virkeligheden, men der var stadig en lille flig af håb, for de havde trods alt ikke hentet ham endnu.

Nu lå han i sengen, og var tilsluttet en slange. Det forligede han sig med, og læste videre. Det var en god bog.

Klokken blev et sted mellem 12.30 og 13 da Marie kom, denne gang med en portør. Det havde slået Anker hvor utrolig forskel der er på udseendet af en typisk portør og en typisk læge. Han havde lagt mærke til en hvis primitivitet i de fleste af de portører der havde været forbi i løbet af dagene og den akademiske mere udviklede eftertænksomhed i lægerne. Det var selvfølgelig en generalisering, men Anker havde tænkt på at han ikke ville synes om, at være i hænderne på de primitive, men han havde jo ikke noget valg. Heldigvis var den portør der skulle transportere Anker hen på operationsstuen okay, sådan midt imellem. Det slog Anker så utrolig så stor forskel der er på menneskers udseende. Eller måske var ordet udstråling i virkeligheden mere dækkende, karisma? Det slog ham også altid, når de sejlede med færgen til Jylland og Sverige. Han blev vel ikke direkte chokeret, men alligevel var der en fornemmelse af hvor primitive mange mennesker så ud. Dumme og tilbagestående så de ud, og det var alligevel lidt af et chok. Dels fordi Anker i sit daglige habitus ikke oplevede denne slags mennesker. Dels fordi at han ville have forsvoret at udviklingen var langt længere fremme. Men det var den ikke. Samfundsstrukturerne og tilpasningen af individerne til accept af hvad Anker kaldte den frie slavetilværelse, var stort set den samme som den altid havde været. Og Anker følte sig meget alene og udenfor. Men er var altså mere eventyr og frihedstrang i Anker end 3 uger i Thailand hver februar. Anker var for helvede en ener, en eventyrer, en pioner med mange uforløste projekter i maven, som for eksempel den roman han så længe havde villet skrive. Det måtte han gøre noget ved, når det her var overstået, hvis han fik chancen. For helvede det var jo klassikeren om igen, individet rammes af en tragisk sygdom, mærker så at sige dødens pust i nakken, og så skal livet leves, hvis man overlever. Anker havde levet livet, som for eksempel da han solgte alle sine ejendele og købte et folkevognsrugbrød, som han boede i en sommer til det blev for koldt. Derefter var han flyttet ind i en gammel flytteforretning, som han lejede sort for ingen penge. Og herefter var han flyttet ind i den gamle Aalborg papirfabrik på Boulevarden. Han havde lavet film, malet, skrevet dagbog og rejst. Jo, han havde altid sagt at det var om at leve livet, for man vidste aldrig hvornår det hørte op. Og når han sagde det, var det ikke bullshit, han tænkte altid på sin elskede morfar Ole, der havde været som en far for ham, når han sagde det. Ole gik efter et hårdt og slidsomt arbejdsliv som ufaglært på efterløn da han var 60 år, et halvt år senere fik han konstateret lungekræft og døde 3 uger efter. Det var fandens tragisk og havde sat sig spor i Anker.

Nu sad han sammen med Anette og børnene i en dejlig lejlighed ned til søerne på Nørrebro. De var forsørgere, havde slået to lejligheder sammen, og Anette var mere eller mindre nyuddannet og havde ikke fast arbejde endnu. Det havde Anker, og han var træt af det. For første gang havde han fået et fast arbejde som 41-årig, og 4 måneder efter fik han konstateret testikelkræft. Han havde siden de fik deres første barn, Cæcilie, arbejdet og tjent penge, men som vikar og selvstændig. Og det havde ikke altid været lige nemt; selvom han havde tjent pengene, havde der været mange bekymringer. En forholdsvis stor husleje, en bil der skulle afdrages på, privatskole, og SU der skulle tilbagebetales – det begyndte at snige sig ind på dem afhængigheden, ansvarligheden og fornemmelsen af at være fanget i sit eget net. Men det kunne der gøres noget ved, og derfor var de begyndt at tænke på at flytte på landet, Samsø eller et andet egnet sted. Anker ville starte et projekt op, om det så skulle være en isbod, så ville han ikke være underkastet en arbejdsgiver, og Anette måtte kunne findet et arbejde med indhold.

Anker lagde bogen fra sig, han manglede kun godt 20 sider, og dem glædede han sig til at læse, når han kom tilbage. Marie og portøren kørte af sted med ham. Nu var der i hvert fald ingen vej tilbage, og det var på en måde befriende at slippe for den paranoide tanke. Anker var nervøs, men det ville være rart at få det overstået. Det var underligt at ligge der i sengen, prisgivet. Anker var jo en stor og stærk mand i sin bedste alder, og her lå han så.

De kørte ham ind på operationsstuen, som var dejlig kølig. Sengen op på siden af operationsbriksen, og Anker skulle lige til selv at stå op og ligge sig over på briksen, men det måtte han ikke. Han skulle møve sig direkte over fra hospitalssengen til briksen. Der er jo for helvede ikke noget nyt i det her, men jeg har jo aldrig prøvet det før, og aner ikke en disse! tænkte Anker. Hans humør var noget trykket, men menneskerne omkring ham var søde. Der var nu ikke så mange, da han kom ind på stuen, en ældre kvindelig narkoselæge, en midaldrende sygeplejerske som allerede havde maske på, og en anden dame, der ikke presenterede sig, og som kort tid efter gik ud af stuen.

Narkoselægen var sød. Hun beroligede ham hele tiden, holdt ham i hånden og strøg ham over armen. Hun sagde at han ville få noget beroligende inden narkosen, og at han skulle tænke på noget dejligt, så ville han få en god drøm. Hun vist svensker og lidt oppe i årene, men sød. Den midaldrende sygeplejerske var også sød på sin egen mås, hun var dansker og havde under hele forløbet indtil han forsvandt maske for munden.

Lægen som skulle operere Anker kom ind på stuen. Det var Lars Dalgaard, som Anker havde talt med dagen før. Han skulle lige høre om de var enige om, at det var højre testikel de skulle gå ind til. Anker sagde at det var det. Og grinede lidt. Lars sagde at det nok skulle gå, og at han da var nogenlunde rolig, hvorefter han holdt højre hånd udstrakt. Anker kiggede på den, og grinede, jo, den så rolig ud. Bagefter kom han til at tænke på, at han skulle have fyret et eller andet af med den western med Gene Wilder, hvor han skal have en helvedes masse whisky, og så er han helt rolig på hænderne. Scenen mindede Anker om den film, men han nåede ikke at sige det. Dog trak Lars lidt på smilebåndet. Det var rart at han havde humor, og dermed distance og overskud. Det var betryggende faktisk, og menneskeligt, for det virkede som om at Anker og Lars svingede, og det var ikke et dårligt udgangspunkt for en operation i det område! Den anden læge så Anker aldrig. Han var supervisor på operationen, Lars operatør som det senere fremgik af journalen.

Den anden narkoselæge kom. Han hed Christian og var ham, Anker havde talt med dagen før. Han hilste på Anker, og nu var det ved at være tid. Han kiggede på nogle af de stoffer den kvindelige narkoselæge havde fundet frem, og han spurgte om hvorfor noget lå hvor det lå. Hun svarede at det var noget hun havde arvet, og jeg tænkte mit! Havde de nu også styr på sagerne?

Christian holdt en sprøjte med temmelig meget gennemsigtig væske i op imod lyset. Nu får du noget beroligende, som vi har aftalt, sagde han. Det kan godt være du kommer til at se lamperne dobbelt, og husk nu at tænke på noget dejligt, sagde den kvindelige narkoselæge.

Anker kunne mærke væske pulsere ind i venen. Han var spændt og koncentrerede sig om at tænke på sine børn, og på en eller anden måde kom han også til at tænke på Fur øllen, han havde drukket aftenen forinden. Det var ikke noget han besluttede sig for, den poppede bare op og det føltes rart. Anker var stadig spændt, men der gik ikke 10 sekunder før væsken havde sin virkning, og den var fantastisk! Ikke mindre. Med et følte han sig fuldstændig afslappet og uden bekymringer. Han var hverken nervøs eller følte at der var noget hans skulle gøre eller nå. Ingen forpligtelser eller noget ansvar. Ingen tanke ud over børnene og øllen, og det var endda ikke meget de fyldte i hans bevidsthed. Ja, han mistede vel egentlig bevidstheden samtidig med at han var vågen. Det var fantastisk. Han havde frygtet et bad trip, som han havde hørt om man kunne få med LSD eller paranoia, som han så ofte havde oplevet det før i tiden, når han havde været så åndsvag at fyre en fed selvom han vidste han ikke kunne tåle det. Dette kunne han tåle og det var ikke mindre end fantastisk. Senere besluttede han sig for at finde ud af hvad det var.

Det var en kort fornøjelse, men fantastisk. Snart var det næste han huskede sygeplejersken på opvågningsstuen. Han mærkede ikke engang den svidende fornemmelse de havde talt om, han måske ville mærke ved indsprøjtningen af narkosen.

Sygeplejersken kom ind og så til Anker. Han skiftevis vågnede af sin døs og svømmede hen igen. Det var dejligt bare at kunne lade stå til. Efter en times tid begyndte hun at snakke om, at lægen ville tale med mig, når han var vågnet ordentlig op, og så begyndte han at kæmpe for at holde øjnene åbne, men det var svært og snart svømmede han hen igen. Når han indimellem vågnede mærkede han på sin højre testikel, og syntes det mærkede som om den stadig var der. Han vidste ikke noget, og det var okay med ham hvis den var fjernet, han regnede sådan set med det. Men nu mærkede det som om den stadig var der. Anker var stadig i en døs og det hele var okay med ham. Han syntes sygeplejersken virkede lidt stramtantet, og han spekulerede på om han havde sagt et eller andet ubehageligt til hende. Han vidste hvordan han kunne være, når han talte i søvne og specielt hvis han var fuld. Han syntes noget af det første han kunne huske var noget med at han bandede, men han var ikke sikker. Det lykkedes senere at slå et par smil af hende, men han fandt aldrig ud af hvad hun hed.

Der gik omkring 2 timer fra han kunne huske noget igen, hvilket vil sige han sandsynligvis havde været på operationsstuen i et par timer. Klokken var nu 17.30 og han blev kørt op på stue 5,1 hvor han hørte til. Portøren var en anden, og et stort smil. Han fortalte han havde været en af to, der kørte mig fra operationsstue til opvågning, og jeg havde på fornemmelsen at han grinede af et eller andet jeg havde gjort eller sagt. Han snakkede om at jeg allerede var ved at vågne op, da han blev bugseret over fra operationsbriksen til hospitalssengen. Måske forholdt det sig ikke sådan, men under alle omstændigheder var det rart med et stort smil på læben. Og han lignede ikke en typisk portør, men så sympatisk ud.

Da de kom ud af elevatoren på Urologisk afdeling ventede Anette på ham. Det var en dejlig overraskelse. Lægen, Lars, kom ind på stuen kort tid efter. De så til såret, og det så godt ud, der var ingen blødninger. Han fortalte Anker og Anette, at de havde snitte Anker i lysken og maseret den højre testikel op og taget en biopsi, hvorefter den biopsi var blevet kørt til Bispebjerg hospital, hvor de havde mikroskoperet den og kommet frem til at det var cancer. Herfra ringede man til Frederiksberg Hospital og gav besked, og de havde så fjernet den højre testikel. Derefter havde de lavet et snit i pungen og taget en biopsi af den venstre testikel. Den ville blive undersøgt mere tilbundsgående.

Det så godt ud, sagde han. Det var den mindst farlige form, der var tale om, og operationen var i øvrigt gået fuldstændig planmæssigt. Lægen virkede meget rolig og positiv, og Anker var stadig – uden han var sig det bevidst – i en herlig døs, så han tog det roligt og ”professionelt”. Måske var det lægernes udstråling han afspejlede. Anette var nu også glad for at være med, da de fik besked, det gav også hende en form for ro.

Det var en anden sygeplejerske, der kom ind sammen med lægen. Marie havde fået fri, og var taget hjem til sin kæreste, sit liv. Underligt at hun ikke tænkte på Anker nu, hun havde jo været med undervejs i hele forløbet. Ville hun ikke vide hvordan det gik? Var hun ikke spændt?

Hun spurgte Anker om han ville have noget mad. Det ville han gerne, han var meget sulten efter fasten. Hun spurgte hvad han ville have at drikke, og han kom til at tænke på den skummende Fur øl, og spurgte hende om de havde en øl, men troede ikke helt på det. Men det havde det faktisk om end den var lys.

Hun kom med gullasch og kartoffelmos og øllen og til dessert var der blåbær trifli. Det var ikke nogen udsøgt kulinarisk oplevelse, men selvom øllen var noget skarp og tynd i smagen var det en befriende fornemmelse Anker fik, da han tog den første tår. Blot nogle få timer forinden havde han læst om Knud Romers oldemors gullasch som var gået i arv ti mormoren. De tog altid en portion fra til at lave den næste gullasch på, og sådan var den smagen gået i arv og blevet dybere gennem årene. Den her gullasch smagte af vand, og triflien så for ulækker ud, udsplattet dér på tallerkenen. Anker spiste gullaschen og drak det meste af øllen. Anette fik triflien, og spiste den. Flødeskummen var god nok.

Anker og Anette talte lidt sammen. Om hvad var lidt uklart. Han fortalte hende om ventetiden, og oplevelsen på operationsstuen. Men ellers var der ikke så meget at tale om. Hendes mor passede børnene.

Anette gik lidt efter. De kyssede farvel, og stemningen var god. De talte om at børnene godt kunne komme med ud og besøge ham dagen efter.

Klokken var efterhånden blevet syv. Han var ikke specielt træt, selvom han var døsig. Han tænkte på, at han nok ville få svært ved at sove den aften. Det var første gang han skulle sove på et sygehus. Der gik en rum tid, og så skulle han tisse. Det var med besvær han kom op og ud på toilettet. Der var blod på kummen. Heldigvis skulle han ikke side ned. Han fik tissemanden frem, den var blå og øm som ind i helvede. Han rørte så lidt som muligt ved den og fik tisset. Han humpede tilbage til sengen. Snakkede kort med Frydenlund og Damborg. Frydenlund havde været på operationsbordet i 4 timer, men han kunne heldigvis ikke huske noget af det, og han var heller ikke åbnet. De tog blæresten med ultralydsbølger eller noget i den retning. Der kom stadig en del blod ud, og det var et problem.

Klokken blev elleve og de begyndte så småt at gå til ro. Anker lå på sengen og blundede, Frydenlund lå også og småblundede, han havde ingen problemer med at sove, og når han ikke sov ligge og fundere over tingene, han var lidt af en enspænder og havde altid været det var noget af det første han fortalte Anker, da de havde siddet i opholdsstuen dagen før. Damborg skulle have en slumrepille som han kaldte den, og når bare han fik den, sov han som et lam hele natten lang til han blev vækket kokken 8.

Klokken 12.30 vågnede Anker og ville have noget smertestillende. Han var ikke meget for det, overvejede om han selv skulle gå ud på gangen og henvende sig til en sygeplejerske, men endelig hev han i snoren. En sygeplejerske han ikke havde set før kom. Hun ville komme med to 500 mg Pinex. Der gik noget tid. Anker spekulerede på om han skulle hive i snoren igen. Han ville ikke virke utålmodig, så han ventede. Indtil han mente hun havde glemt ham, så hev han igen i snoren. Der gik noget tid, så kom en anden sygeplejerske. Hun var nattevagt og vikar. På vej ud efter de to Pinex kom den første sygeplejerske, og de blev formentlig enige om hvem der skulle hente og bringe dem, og kort tid efter kom nattevagten med pillerne. Aftenvagten var sikkert gået hjem.

Anker vågnede 6.30. Han skulle tisse igen. Pokkers. Han havde ikke specielt lyst til at rejse sig og gå ud at tisse, men der var ikke noget at gøre. Da han først var kommet op, føltes det dejligt at være oppe. Han følte sig stærk som en havørn, så hvorfor skulle han ligge og slumre. Han var lidt stolt over at være oppe som den første. Hvorfor skulle han ikke være det? Det var han efterhånden blevet vant til i og med han skulle på arbejde, smøre madpakker til børnene, have dem op og i skole. Og så videre og så videre. Anker følte han var en rask mand i sin bedste alder, hvad han i og for sig også var, så bare fordi han havde været ude for en mindre operation dagen før behøvede han ikke at være svagere end han var. Det var en god fornemmelse, som måske ikke helt stod mål med virkeligheden, for operationen – uanset hvor ukompliceret den havde været – havde taget lidt på ham. Men følelsen var god, og den gjorde ham endvidere stærk. Det er utroligt hvad vores psyke formår. Anker henvendte sig til nattevagten og fik to Pinex. Det var ikke meget, men de lindrede smerten. Han gik ind og lagde sig igen. Der var ikke så meget andet at lave. Han var for træt til at læse, og ville i øvrigt trække tiden før han åbnede bogen igen.

Var han bange for at dø? Måske lidt, men det der gjorde ham allermest ked af det, var at hans børn måske ville miste ham, og hans familie, men børnene fyldte mest. Og det at han måske ikke ville se sine børn vokse op. Tanken var ubærlig. Det var for tidligt!

Og på et tidspunkt fik han den følelse, at hvis han døde ville han blive en del at menneskeheden, alle de mennesker som var gået forud for i dag. Dem ville han blive en del af. Det var en god fornemmelse. Han fik den kun en gang.

Men selvfølgelig var det for tidligt. Han og hans børn og familie havde mange mange år foran sig. Det havde han på fornemmelse efter operationen. Det var som om de havde fjernet canceren med denne sten. Det følte han, men inderst inde vidste han godt, der var mulighed for at sådan forholdt det sig ikke. Han ville få besked nogle uger senere. Helt hvornår vidste han ikke, men de havde snakket noget om 10-14 dage før resultaterne fra biopsien på den venstre testikel ville være klar.

Han var slumret hen, da Marie roligt vækkede ham og sagde godmorgen. Det var torsdag og han var vågen nogenlunde med det samme. Havde forventet et spørgsmål fra hende om hvordan det var gået, men det kom ikke. Hun havde sikkert haft travlt med forskellige gøremål fra morgenen, hvad man nu har som regel. Eller elsket med kæresten hele natten, hvem vidste. Og nu var hun her. På arbejde. Hun var sød, det var slet ikke det. Men hun kunne nu godt have spurgt ham om hvordan det var gået!

Nå, men her stod hun, og ville tage hans temperatur. Huns skulle fandeme selv få lov at stikke den op. Men den gik ikke. Hun gav ham termometret, og gik igen. Ah det var vel okay. Hun tænkte bare ikke over det. Havde ellers gjort det godt, og læst lektien på kommunikationskurset. Hvad er dine forventninger? havde hun spurgt ham om et par dage forinden. Det spørgsmål kunne kun komme fra et kommunikationsbureau. Hvad fanden regnede hun med? Han forventede at blive helbredt og komme videre med sit liv! Intet mindre. Men det var okay. Han var afslappet og havde masser af overskud. Han sagde ikke så meget, trak kun på det, og følte sig ikke forpligtet overhovedet til at svare. Som han ville have gjort, hvis det var en ny uddannelse han skulle starte på, eller et nyt arbejde. Hvad er dine forventninger? Så ville han have søgt afkrogene af hjernen, og fundet det svar de gerne ville høre. Men det behøvede han ikke her, og det føltes som en befrielse. Det var hans sygdom, og den var fandeme alvorlig nok, så han bestemte helt selv hvad og hvordan han ville svare.

Hun havde sagt han kunne lægge termometret på natbordet efter endt brug, men der var en smule lort på, hvilket besværliggjorte dette. Termometret var overtrukket med en lille pose, som kunne tages af, og så ville han være af med lorten, men hvor skulle han gøre af posen? Anker fandt en serviet i skuffen, som han lagde hele molevitten på på natbordet.

Lidt efter kom Marie ind og kiggede på termometret. 37,2. Det så godt ud. Lige som det skulle være. Hvis der havde været tegn på feber, kunne det have været betændelse i såret, men det var der heldigvis ikke noget af.

Anker stod op og tog sin slåbrok på. Det var hospitalets som han havde fået udleveret dagen før da han var kommet. Han havde ikke tænkt på, at det ville være hensigtsmæssigt at tage en slåbrok med hjemmefra, og desuden havde han heller ikke en. Men det ville have været rart, så han han overvejede om han skulle anskaffe sig en, når han kom på benene igen. Men hvad pokker, han ville sikkert aldrig bruge den.

Han gik ud i opholdsstuen og forsynede sig med noget morgenmad fra buffeten. Det så lidt trist ud, men han var sulten, og tog en yoghurt, to stykker hvidt brød og et krus kaffe. Man skulle tro maden var beregnet på ældre mennesker uden tænder, tænkte Anker.

Han satte sig hen til et bordet ved vinduet som stod åbent. Det var strålende vejr, og der var dejligt stille også udenfor. Det virkede som en lille oase, og Anker var ved godt mod da han hev låget af yoghurten. Han tog en slurk af kaffen, som var noget tynd i det, lænede sig tilbage og kiggede ud af vinduet. Marie kom hen til ham.

l Har du selv taget morgenmaden?

l Ja! Sagde Anker lid undrende.

l Det må du ikke. Bare så du ved det.

Anker tænkte at det var noget mærkeligt noget. Han var frisk som en havørn, så hvorfor skulle hun give ham morgenmaden? Det kunne han da selv!

l Det har noget med hygiejnen at gøre. sagde hun videre

l Nå ja.

Anker tænkte på de gamle mænd, der selv tog deres temperatur og kunne godt forstå ræsonnementet. Han var glad for at det var sådan. Men de kunne nu godt sørge for at fortælle det inden eller sætte et stort skilt op. Det virkede lidt barnagtigt sådan at blive irettesat. Sådan var det ikke ment, det vidste Anker godt, men alligevel.

Halvt gennem det ene brød kom Damborg ud i opholdsstuen. Han stillede sig ved buffeten og snart km der en sygeplejerske og tog de ting han gerne ville have og satte dem over på bakken. Han kom hen til Anker.

l Jeg må hellere sidde ved min værelseskammerat. Sagde han

l Velbekomme!

l Jo tak!

Anker var glad for at få selskab, og han Damborg virkede som en fin fyr. Utroligt med aldersforskellen, men Anker var altid kommet godt ud af det med ældre mennesker. Måske fordi han var vokset op hos sin mormor og morfar. Han kunne huske da han flyttede til Birkerød som fireårig, gik han op og ned ad den lukkede vej, som i øvrigt hed Fredensvej, og hilste på alle de ældre beboere. Senere omkring tolvårsalderen blev han fyret fra sit job som købmandsbud, fordi han satte sig hos de ældre kunder og snakkede. Købmanden kunne ikke forstå hvor Anker blev af, og så sad han altså og drak en sodavand med en af de gamle og lyttede til deres historier.

Og her sad han så igen. Sammen med Damborg, som var 86 år og glasklar i hovedet. Han virkede sød og beleven, og talte en smule affekteret. Han havde været gøgler sagde han, og Anker blev straks nysgerrig. Gøgler? Jo, han havde været rejsende. Rejsende? Tænkte Anker. Det bliver man da ikke gøgler af. Men Damborg havde været rejsende i spøg og skæmt. Og det var jo noget for sig selv. Der var meget avance på, så han havde tjent pænt og havde en fordelagtig kontrakt i og med han havde været med lige siden starten før krigen. Han stod for hele Skandinavien, og kom i øvrigt også meget tilTyskland, for det var et mekka for spøg og skæmt ting og legetøj. Det der med Nürnberg kram var der noget om.

Tyve år efter ville de ændre hans kontrakt, fordi de mente den var for fordelagtig, og Damborg forlangte så at blive løst fra den. Han kendte gud og hver mand på Bakken og i Tivoli blandt andet. Og han spurgte en af sine bekendte om ikke han havde en stand for meget i Tivoli. Jo, han havde efterhånden fået for mange og det var ved at vokse ham om ørene, så Damborg fik en bod i Tivoli. Efterhånden blev det til 3 boder og femogtyve år, og jeg tror han har tjent godt på dem.

Damborg spurgte hvordan Anker havde opdaget sin kræft. Anker fortalte, og Damborg lyttede. Han lyttede på interesseret en måde, og ikke som om han bare sad og ventede på at det blev hans tur igen. Det satte Anker pris på. Der var alt for mange mennesker, der ikke kunne finde ud af at lytte. Det var helt utroligt, syntes Anker. Men denne kunst beherskede Damborg. Han havde selvfølgelig også været sælger, og de kan vel nok det der med mennesker skulle man tro, for så bliver salget vel det større.

Anker spurgte Damborg om det samme. Han fortalte sin historie, og som han sad der majestætisk og rank kom Anker til at tænke på om det mon var Sankt Peter eller en eller anden i den retning han sad overfor. Var det en prøve? Skulle han vurderes, om han var klar til at indtræde i evigheden? Anker lyttede ekstra godt efter, og rettede sig lidt op. Han ville virke klar i hovedet og ikke klar til at komme af sted.

Damborg fortalte at han i foråret havde været i Sønderjylland hos noget familie, og at der under opholdet begyndte at komme urin ud med blodet. Det gjorde pokkers ondt, men han bed smerterne i sig og kørte derefter til Tyskland for at se Nolde museet. Dér måtte han opgive, og han kørte straks hjem til København. Hans egen læge var på ferie, så han måtte gå til en afløser. Det var ikke så rart, men der var ikke noget at gøre. Denne læge havde med det samme fortalt ham at der med de symptomer ikke var nogen tvivl. Det var prostatakræft. Bam. Sikke en besked. Rystende. Damborg blev så indlagt, og hvad der var sket derefter fremgik ikke af historien. Det Anker fik at vide var at Damborg havde kateder og havde været indlagt fem gange med blærebetændelse. Det var naturligvis ikke rart.

Mens de sad der og fik sig en snak, kom Marie hen til bordet med en læge, som Anker ikke havde set før. Der var stuegang, og Anker skulle med ind på stuen, for de skulle tjekke hans sår.

Anker lagde sig på sengen og de kiggede på hans sår på pungen og i lysken. Det så godt ud. Der var ingen anløb til betændelse. Det var noget blåt, men kun naturligt efter sådan en omgang. De diskuterede en plan for den fremtidige behandling. Anker skulle have taget blodprøve på 3. dagen og 7. dagen. Endvidere skulle han røntgenfotograferes og CT scannes. Han ville få endelig besked om fjorten dage, hvor han skulle møde på Urologisk afdeling igen. Det ville blive mærkeligt efter sådan et intenst forløb at møde op der igen. Sidste gang han havde været der var mens de var på Samsø, og det havde været en oplevelse på godt og ondt. Nu ville det forhåbentlig været overstået, men det var der ingen der vidste.

Anker spurgte naturligvis om hvordan det så ud med fremtiden, og lægen mente ikke det havde bredt sig. Sådan havde Anker det også. Efter operationen var det som om DET var ude af kroppen. Sådan følte han, og det var jo da godt. Men han vidste også inderst inde, at man ikke kunne vide sig sikker før resultaterne forelå. Og derudover skulle han gå til kontrol i 5 år. 5 år! Det var vel fordi der måtte være en mulighed for at det kunne brede sig.

Da de gik havde Anker en god fornemmelse. Det så godt ud. Han ville sandsynligvis kunne tage hjem allerede i dag. Han gik ud til Damborg igen. Han var ikke færdig med sin morgenmad. Anker fortalte Damborg om stuegangen, og kort efter var Damborgs tur. Anker tog hans bakke med op til vognene med det snavsede bestik. Damborg var dårligt gående, brugte krykker.

Anker satte sig hen til vinduet igen. Klokken var efterhånden blevet 10, men der var stadig stille udenfor. Solen var gået lidt længere op og skyggerne var nu knap så lange, og den fugtige dug var fordampet. Der sad han og tænkte ikke ret meget over tingene, var nærmest bare og der var stille og dejligt. Sandsynligvis ville han kunne tage hjem i dag.

Han gik ind på stuen, og lagde sig til at hvile i sengen. Lidt efter tog han bogen på natbordet. Knud Romer måtte have haft et forfærdeligt barndom, men bogen var meget komprimeret, og måske – forhåbentlig – havde det ikke været så slemt hver eneste dag! Der var stadig 20 sider tilbage, og Anker så frem til at være i selskab med Knud Romer endnu en halv times tid. Han havde det godt med at læse. Det var underligt, for i var det 3. eller 4. klasse havde han været meget dårlig til at læse, men så havde han fået ekstra undervisning, hvor han fik at vide at den bedste måde at øve sig på, varmed noget man godt kunne lide. Og Anker kunne godt lide at læse Anders And, så det øvede han sig på, og lærte ret hurtigt at læse. Han fik smag for det så at sige, og snart var han en af de bedste i klassen til at læse. Han elskede når de skulle læse højt, for han var ret god til at leve sig ind i teksten, intonere og holde pauser. I starten læste han for hurtigt, men læreren havde sagt langsomt langsomt. Og snart fik han det lært.

Marie kom ind på stuen. Hun havde papirerne med tidspunkter for de videre undersøgelser med. Har du nogen spørgsmål? Spurgte hun. Anker tænkte sig om. Han spurgte om han kunne køre bil med de smertestillende piller han fik. Det kunne han godt hvis han kunne holde til det fysisk. Ellers fremgik det klart af papirerne hvad der skulle ske, så han så ingen grund til at spørge om noget. Så kan de godt tage hjem! Fedt, det havde han ikke ventet så tidligt. Det var ikke engang frokost endnu. Så slap han for det. Han havde kun skulle spise aftensmad og morgenmad, det var det. Heldigvis. Det var det første han tænkte på at slippe væk fra, den dårlige mad.

Med en mærkelig fornemmelse tog han sit eget tøj på. Det var rart, men også underligt. Det hele var gået så hurtigt og havde været så intenst, så det var nærmest som om han ikke havde sig selv med. Han var glad for at komme af sted og det kunne ikke gå hurtigt nok. Bukserne kunne naturligvis ikke lukkes, men ellers var det skønt at stå der med sit eget tøj.

Han sørgede for at tømme sit skab. Udover tøjet var der kun rygsækken. Han fyldte bøger og notesblok i rygsækken. Kiggede sig omkring og sikrede sig at alt var med. Han var sig hele tiden Frydenlund og Damborg bevidst. Han tog en dyb indånding og sagde farvel til de to herrer, og pøj pøj med det hele. De sagde begge hej og held og lykke til Anker, og han forlod stuen. Han skulle sandsynligvis aldrig se dem mere. Det var meget meget underligt.

Ude på gangen sagde han farvel til Marie. Hun smilede til ham og han smilede tilbage. Det var det. Han humpede ned ad gangen til elevatoren, og mens han stod der og ventede på at den skulle komme op, tænkte han på hvor nærmest surrealistisk dette sceneri virkede. Der var gået godt firetyve intensive timer, hvor han havde mødt mange mennesker og havde været meget igennem, og nu stod han dér helt alene og ventede på elevatoren. Han var sluppet ud, men med et stik af vemod.

Det virkede som en evighed før elevatoren åbnede sine døre.

Efter 14 dages venten med undersøgelser ind imellem, fik han beskeden: Der var ikke mere! Det var den bedste besked han nogensinde havde fået.

Historien er ikke slut her, men spørgsmålet er om intensiteten og trangen til at skrive kan holde i hverdagens trummerum. I hvert fald er jeg startet på arbejde igen, og så småt kan jeg mærke mit gamle jeg komme tilbage. Forløbet varede omkring 5½ uge og sagen er nu lukket, jeg fejler ikke mere. Meget uvirkeligt. Måske kommer der en reaktion, jeg vil ikke blive overrasket.

Var Samsø et sommerdelirium?

Patienter med kræft skriver til andre patienter med kræft


Privacy statement   



Copyright © Svaneklinik - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.