Jeg sad over for lægen på Frederiksberg Hospital og skulle have afgørelsen at vide på de seks prøver, der var taget af min Prostata, eller blærehalskirtel, som nogen siger.
Lyset faldt sådan ind ad vinduet, at lægens ansigt lå i mørke, og det var umuligt at aflæse noget i hans minespil.
Det snurrede lidt i mine fingerspidser, hvad det altid gør, når jeg er under pres. Jeg synes selv, at jeg mentalt havde forberedt mig godt, men der sad en lille orm og gnavede.
Jeg har altid haft den holdning, at kræften ikke er noget, der kun rammer naboen. Så på en måde var jeg kommet til det punkt, jeg inderst inde vidste ville blive aktuelt. I dagens Danmark kan man ikke møde andre mennesker uden at de straks siger: Har du hørt!
Ind imellem synes jeg, at der kun er én sygdom her i landet, og den rammer rig som fattig, kendt som ukendt. Vi taler mere åbent om kræft i dagens Danmark, og derfor fylder sygdommen meget i det offentlige rum.
Lægen begyndte at forklare og lave små tegninger. Jeg tog mig sammen og fulgte med og så kuglepennen lave streger, der skar igennem små prikker.
På et tidspunkt fik jeg den opfattelse, at lægen ville forklare mig noget ubehageligt ad omveje, så jeg spurgte, om det var alvorligt.
Han så overasket på mig og sagde: - Den næste patient har meldt afbud, så jeg har god tid til at gå lidt i detaljer.
Jeg slappede af og forstod, at fire af seks prøver havde været gode, og to prøver knap så gode.
Vi blev derfor enige om, at jeg skulle komme igen og få taget 12 nye prøver.
Årsagen til denne situation var en hel anden. Jeg henvendte mig, fordi jeg var godt træt af at stå op 4-5 gange om natten og halvsovende stå på badeværelset og vente på at kunne lade vandet.
De efterfølgende PSA-blodprøver viste 6.9, og grænsen er 4, så derfor skulle der tages 6 prøver. Lægen var meget kompetent og sygeplejersken venlig, og så sagde det ellers KLIK på samme måde, som det lød i 50érne, når billettøren klikkede en ”lige ud” på linie 10 i Istedgade
Og nu sad vi her med fire gode og to mindre gode klip. Jeg følte ingen angst, men sad og regnede odds ud. Og var klar til 12 nye KLIK KLIK prøver. Da de var overstået, kiggede lægen i papirerne og sagde lidenskabsløst: Hvis der er kræft, overføres du til Rigshospitalet, og så gik han.
Nu er jeg forholdsvis robust, så jeg tog bemærkningen i stiv arm, men det var som om en sort sky rykkede nærmere. Jeg havde med vilje brugt megen energi på at sige til mig selv: Gu´ er det ej kræft. Du har hverken følt dig syg eller dårlig, og du kom jo for noget helt andet: Nemlig igen at få mulighed for at sove i mindst tre sammenhængende timer.
Jeg besluttede derfor, at jeg ikke ville gribes af panik. Til gengæld kæftede jeg op til omgangskredsen om mine oplevelser på Frederiksberg Hospital. Det var min måde at tømme hjernen for triste tanker. Familien bidrog til at få det hele ned på jorden, og da jeg skulle have afgørelsen på de 12 sidste prøver, var jeg fattet.
- Sæt dig ned, sagde lægen, og næsten inden journalen var lagt på bordet, sagde han: Ingen kræft, ingen tendenser til kræft og ingen betændelse i blærehalskirtlen!
Det er en mærkelig fornemmelse at sidde i det sterile lokale og føle, at jeg forlod min egen krop. Det var en skøn fornemmelse at gå ned på parkeringspladsen og sætte sig ind i bilen og køre hjem.
Senere er det så blevet til, at jeg for en sikkerheds skyld går til kontrol to gange om året, og det er jeg med på. Nu er jeg inde i systemet, og dermed er mine odds fortsat gode.
Jeg har forsøgt at klare den lange ventetid på at få afgørelserne med realistiske tanker, og når det ikke har været nok, har jeg talt om min ”sygdom”, så trykket er kommet ud af kroppen.
Jeg har fået et meget fint indtryk af behandlingen på Frederiksberg Hospital. Jeg forsøger selv at lægge op til en frisk tone og har konstateret, at jeg får svar tilbage på samme måde, men dog med de informationer, jeg skal have.
Skulle jeg få kræft andre steder i kroppen har denne tid på Frederiksberg gjort mig mere rolig, og min holdning er, at den lægebehandling, der kan gives i Danmark, er så god, at jeg hverken vil søge kloge mænd og kvinder, eller pantsætte mit hus for at få råd til at tage til et hospital i udlandet.
Mand, 66 år
